Spring til indhold
Kritiske meddelelser - Vi har lige nu 1 kritisk meddelelse Se mere her

Hvad er brownouts?

Brownouts er kontrollerede strømafbrydelser af to timers varighed, der planlægges af dit elnetselskab på anmodning fra Energistyrelsen.

Den aktuelle energikrise har gjort det nødvendigt at varsle risikoen for brownouts. De iværksættes dog kun, hvis presset på elforsyningen bliver så stort, at det ikke er muligt at opretholde balancen mellem forbrug og produktion.

Dit elnetselskab vil - så vidt det er muligt - sende en advarsel til dig, hvis det bliver nødvendigt at slukke for strømmen i dit område.

Læs videre nedenfor og få gode råd til håndteringen af strømafbrydelsen i din husstand.

Det vil også være en god ide at tilmelde dig til SMS-service, hvis du ikke allerede er tilmeldt.

Meget mere om brownouts

Læs mere på myndighedernes hjemmesider

Her kan du læse meget mere om energikrisen og risikoen for brownouts:

Hvad kan du gøre for at mindste risikoen for brownouts?

Vi kan alle hjælpe med at reducere vores energiforbrug, og dermed mindske nødvendigheden for brownouts. Få gode spareråd på Energistyrelsens hjemmeside.

Før strømafbrydelsen

Hvordan bliver du advaret om strømafbrydelsen?

Brownouts/planlagt strømafbrydelser vil ikke nødvendigvis være kendt særligt lang tid i forvejen. Højst dagen før, måske nogle timer i forvejen eller slet ikke.

Hvis det er muligt for os at varsle dig inden en strømafbrydelse, vil vi gøre det via vores hjemmeside, SMS og Facebook. Hvis du ikke allerede er tilmeldt vores SMS-service, kan du gøre det her:

Strømafbrydelser kan dog også ramme kommunikationssystemerne, så vi ikke kan informere digitalt.

Brownouts vil desuden blive meldt bredt ud af relevante myndigheder, så snart en planlagt strømafbrydelse bliver nødvendig, da det vil udgøre en national krisesituation.

Forberedelse til strømafbrydelsen

Hav eventuelt en lommelygte og ekstra batterier - eller stearinlys og tændstikker/lighter - klar, hvis strømafbrydelsen finder sted om natten.

Hvis du bliver varslet i god tid, kan du med fordel tappe vand i en flaske eller større dunk.

Under strømafbrydelsen

Hvad skal du undgå, mens der er strømafbrydelse?

  1. Undgå så vidt muligt at åbne køleskab og fryser. Køleskab kan godt holde varerne kolde i de par timer, strømafbrydelsen varer. For fryserens vedkommende kan den holde temperaturen i op til 24 timer.
  2. Mens der er strømafbrydelse, er det vigtigt at undgå at bruge vand, hvis det er muligt. Både fra vandhanen i køkkenet og toilet, vaskemaskine, bad osv.
    Bor du tæt på dit lokale vandværk, kan du godt have vand i hanen. Men bruger du af det, kan du skabe problemer i rørene for andre kunder, der bor langt væk fra vandværket. Det kan også være, at der er vand, men trykket er lavt. Så kort fortalt skal du undgå at bruge vand.
  3. Lad så vidt muligt være med at bruge dit toilet eller afløb under en strømafbrydelse. Hæld med andre ord ikke noget i afløbet i vasken eller bruseren og undlad at skylle ud i toilettet.
    I spildevandssystemet er pumper med til at sikre, at spildevandet flyttes ind til renseanlæggene. Uden strøm fungerer pumperne ikke, og spildevandet hober sig i bedste fald op i rørene. I værste fald – for eksempel hvis det regner kraftigt samtidig med strømafbrydelsen – kan rørene blive fyldt op, hvilket kan medføre oversvømmelse af kældre og overløb til naturen. Du er dermed med til at passe på din egen og dine naboers sundhed og naturen omkring dig, hvis du undgår at bruge afløbet under en strømafbrydelse.

Efter strømafbrydelsen

Tjek elapparater

Kontroller gerne alle dine elapparater efter strømafbrydelsen - for eksempel køleskab, fryser, varmepumpe m.v.

Der sker som udgangspunkt ikke skade på elapparater på grund af strømafbrydelser, men hvis du har apparater, der efterfølgende ikke virker, skal du melde skaden til dit eget forsikringsselskab.

Vent gerne med at bruge vand- og spildevandsforsyningen

Når strømmen vender tilbage, er der også strøm til vandforsyningen og spildevandshåndteringen.

Vent dog gerne med at bruge drikkevand eller skylle spildevand ud i kloakken, til du har behov for det, så vores systemer ikke bliver unødigt overbelastet.

Det vil give et stort pres på ledningsnettet og pumperne og dermed øge risikoen for brud og skader, hvis alle forbrugere lukker op for hanerne og skyller ud i afløbene umiddelbart efter en strømafbrydelse.