Vi kommer jævnligt ud til pumpestationer, som er stoppet på grund af vådservietter, der sidder fast i spildevandspumperne. Det koster årligt over en halv million kroner at rense spildevandspumperne, og regningen for dette ender hos vores forbrugere!
Mogens Lindgaard
Driftschef for Spildevand Drift

Vådservietter er den værste synder
Vådservietter er den type affald, der skaber flest problemer i kloaksystemet. Flere gange om ugen må vores spildevandsfolk køre ud til spildevandspumper rundt i forsyningsområdet og rense dem for klumper af vådservietter. Sammen med blandt andet hår og vatpinde vikler vådservietterne sig ind i pumperne, så de standser og forhindrer spildevandet i at blive ledt videre til renseanlægget.
Vådservietter og andre hygiejneprodukter skal i stedet sorteres som restaffald (ifølge Revas' sorteringsguide).
Vådservietter kan give både dig selv og naboen kloakproblemer

Kun 3 ting-kampagne
Kampagnen "Kun 3 ting" bliver drevet af en række danske forsyningsselskaber og brancheforeninger - heriblandt Energi Viborg.
Formålet er at fortælle danskerne, at toilettet kun er til afføring, tis og toiletpapir.
"Kun 3 ting" er til stede både på Facebook og Instagram, så følg gerne kampagnen.
- VIDSTE DU: Hver dansker benytter i gennemsnit toilettet 6 gange om dagen.
- VIDSTE DU: En person bruger i løbet af sit liv i gennemsnit 3 år på toilettet.
- VIDSTE DU: Hver dansker bruger i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir om året.
- VIDSTE DU: Neglelakfjerner og andre kemikalier må aldrig skylles ud i toilettet. Det skal afleveres som miljøfarligt affald på genbrugspladsen.
- VIDSTE DU: Fiberklude (vådservietter), vatpinde, bind og bleer er affald, der hører til i skraldespanden.